Anmeldelse fra Brønshøj-Husum Avis

SØMANDSORKESTRET BYDER PÅ MUSKULØS OG MUNTER MUSEUMSMUSIK

Sømandsorkestret går igen så stabilt som Den Flyvende Hollænder på Bellahøj Kræmmermarkeds bølgende græshav. Sidste år leverede Sømandsorkestret alias Tonefilmstrioen et program så sprudlende som et oprørt hav. Det består også af fuldt professionelle musikere i usædvanlig fysisk vigør. Udover sin helt særlige klang leverer orkestret et show, der tager pippet fra ethvert publikum. Sømandsorkestret har sin helt egen sound, der lyder som et sagn fra Edisons fonograf og tiden umiddelbart efter – eller rettere som de gode, gamle 78-plader, dvs. klinisk renset fir high fidelity, stereo og anden overflødig teknik. Dermed evner sømandsorkestret at gengive koryfæer som Maguerite Viby, Ib Schønberg og Poul Reichard m.fl. – ikke som de lød i studiet, men som de lød, når de kom ud i skiver!?

“At høre Sømandsorkestret er derfor som at vandre rundt i et muntert musikalsk museum”

At høre Sømandsorkestret er derfor som at vandre rundt i et muntert musikalsk museum med de kendte, glade sange, der i overført betydning bragte kulør i 30’ernes og 40’ernes sort-hvide film. Datidens musik udgjorde med komponister som Bernhard Christensen, Aage Stentoft og Kai Normann-Andersen m.fl. et univers af varierede glædestoner – og ingen forstår i dag som Sømandsorkestret at fremmane stemningen fra dengang. Det er dog kun på lydsiden, at orkestret lever op til fortiden – i påklædning og show fremstår det helt som sin egen med en herlig barok humor. På spindesiden består orkestret af jazzpianisten med den kælne stemme, Anette Strauss, og den altid til lejligheden strømpebåndsklædte baljebassist, Kirsten Skovfoged, og på sværdsiden den banjosvingende muskelmand, Misser Hot Olsen.

Så udover den muntre museumsmusik byder Sømandsorkestret på mandlige overarme som tykke som lækre damelår, så man snart ikke ved, hvad man skal vælge at lade sige musicere af!

Søgang bliver der helt sikkert i publikumshavet i Festteltet, når Sømandsorkestret stævner ud om lørdagen kl. 12.00 og 15.00.”

KV

 

PRAGTFULDT OG HUMORISTISK

En ganske almindelig hverdag, lig så mange andre grå hverdage, spadserende i folkemyldret på Købmagergade ved 17-tiden, blev humøret kvikket gevaldigt op. For ud fra Long John lød der festlige jazztoner og rytmer, som selv en lidt ældre personage som undertegnede, fandt dragende. Indenfor mødtes man af en lidt ”vovet” klædt trio, anført af Annette Strauss ved klaveret. Samme Anette er velkendt i jazzkredse hvor hun har spillet jazz i 20 år, bl.a. i Peruna Jazzmen. Misser – med det civile navn Finn – spillede sprudlende på banjo, og endelig Kisser på gulvbas. Som det fremgår af fotoet, er det en ganske primitiv udgave af et sådant instrument, men flot og rytmisk lød det. Og spillet blev der, med mange af de kære gamle sange, som trioen – ”Sømandsorkestret” – kalder sig, har jazzificeret. At København er fuld af spændende oplevelser vidner denne eftermiddag i et pragtfuldt og humoristisk selskab.

ags

 

Anmeldelse fra lokal@viserne.dk

NÅR PETANQUE-KLUBBEN SWINGER

Af Kaare Vissing 

Petanque-klubben i Pilegården er ikke for intet en smilende lillebror til Brønshøj Copenhagen Jazz Club. Det var storebror, der via Det store Kræmmermarked på Bellahøj blev i stand til at finansiere petanque-banen et grisekast fra Pilegårdens bygning, og når de swingende sportsudøvere dyrker deres lidenskab med kuglerne, sker det bedst til rytmerne fra et lyslevende jazzband – således også tirsdag aften den 17. juni, da den stod på grillparty, petanque og fra kl. 19.00 endvidere forfriskende toner fra fonografens æra og årene derpå Det skete, da bølgerne fra Sømandsorkestrets skumsprøjtende ballader skyllede ind over petanque-banens sandstrand som en musikalsk tsunami i Det indiske Ocean, så selv den med bål og brand truede heks øjnede frelse.

“Sømandsorkestret inspireres som intet andet band af musen for munterhed, musikalitet og muskler”

Sømandsorkestret, der går igen på Bellahøj Kræmmermarkeds bølgende græshav så stabilt som Den Flyvende Hollænder på de store oceaner, har for vane at lægge til i Pilegården, når træerne er sprunget ud, så løvet kan lytte med. Der er tale om en trio bestående af den strømpebåndsforførende baljebassist Kirsten Skovfoged, der med en kæde af frækheder binder programmet sammen, den følsomt kælne pianist Anette Strauss, der synger, så lommetørklæder må tages i brug som redningsbåde for ens øjne, når disse rammes af tidevand indefra, og endelig den banjosvingende muskelmand Misser Hot Olsen, hvis stemme strækker sig fra Peter Malberg til Dean Martin, men som ellers helst lader biceps tale.

Sømandsorkestret forstår som intet andet band i Danmark at give den en gang lak – og dets sound lyder da også til forveksling som de gamle lyksalige lakplader. Kisser serverer slagfærdige sange som ”Sådan var det ikke i halvfemserne” og ”Der er fut i fejemøget”. Anette står for tåreperserne, direkte eksemplificeret med ”En lille bitte tåre der faldt”. Og endelig parodierer Misser Hot en række danske slagere, bedst de berømte Sven Gyldmark sange ”Det er sommer, det er sol og det er søndag”, hvor han rammer Onkel Anders alias Peter Malberg lige i stemmebåndet, og “Jeg har min hest, jeg har min lasso”, hvor hans musikalitet via Peter Malberg og Poul Reichhardt for alvor finder det gamle guld. Dean Martins croonerhit “Amore” sang han, så man fik lyst til at tømme en flaske whisky for at lyde lige så besnærende.

Jo, Sømandsorkestret inspireres som intet andet band af musen for munterhed, musikalitet og muskler. Da så Anette Strauss uden instrumental indblanding noget atypisk sluttede programmet værdigt af ved at synge Midsommervisen, var der ikke et øje tørt – kun hos heksen lidt derfra. Som den vel nok mest opflammede blandt tilhørerne fløj hun straks til Bloksbjerg for at fortælle om en dejlig aften i Pilegården.